Beijer Ref køber Industrifiber fra 1. juli 2023
juli 3, 2023H. Jessen Jürgensen udnævner to nye Sales Directors
november 20, 20236. september 2023
Klima- og kølegrossisten Beijer Ref Denmark gennemfører et generationsskifte,
da Claus Bo Jacobsen har ønsket at træde tilbage som CEO.
Afløseren er fundet internt, og Thomas Dalsgaard tiltræder som ny CEO 6. september 2023.
”Jeg er stolt og beæret over at få ansvaret for Beijer Refs danske selskaber. I den kommende tid vil jeg gøre mit bedste for at lære organisationen endnu bedre at kende. Jeg vil have fokus på, at vi får afsluttet vores nuværende strategiperiode på bedste vis, og så ser jeg frem til de næste skridt, hvor vi blandt andet vil styrke digitaliseringen af forretningen og tilbyde bedre online-løsninger til kunderne,” udtaler Thomas Dalsgaard.
Thomas Dalsgaard kom til Beijer Ref Denmark i 2019 som Business Unit Manager for datterselskabet Armadan, som handler med teknisk isolering og passiv brandsikring. Senere har han også varetaget rollen som Business Development Manager med ansvar for forretningsudvikling og marketing.
”Vores nordiske direktør Fredrik Hamrin og jeg glæder os til at arbejde tættere sammen med Thomas Dalsgaard om at udvikle forretningen, så vi kan skabe yderligere vækst for vores danske selskaber,” udtaler Simon Karlin, EVP & COO EMEA i Beijer Ref.
Ønsker at trappe ned
Claus Bo Jacobsen har været CEO for Beijer Ref Denmark siden 2009, og ændringen kommer på baggrund af, at han har ønsket at træde tilbage.
”Jeg har haft mange rigtig gode år i Beijer Ref-koncernen, og jeg har nydt den fantastiske rejse, som jeg har været på sammen med alle de dygtige medarbejdere. Gennem et stykke tid har jeg haft et ønske om at trappe ned for at kunne bruge mere tid sammen med min familie, og nu er tiden rigtig til at gennemføre et generationsskifte og give ansvaret videre til yngre kræfter,” udtaler Claus Bo Jacobsen.
I de kommende seks måneder fortsætter Claus Bo Jacobsen i en rolle som Business Development Director for Beijer Ref Nordic, hvor han skal stå i spidsen for flere strategiske projekter, og hvor han vil stå til rådighed for sin afløser til at overlevere forretningen.
”Med Claus Bo Jacobsen i spidsen har Beijer Ref Denmark været gennem en imponerende udvikling med stor fremgang, og jeg vil gerne af hele mit hjerte sige tusind tak for den store indsats. Jeg ser frem til samarbejdet om vores nordiske projekter,” udtaler Simon Karlin.
Om Beijer Ref
Beijer Ref er en teknologiorienteret handelskoncern, der gennem værdiskabende produkter tilbyder sine kunder konkurrencedygtige løsninger inden for køling og klimastyring. Beijer Ref er en af de største kølegrossister i verden og er repræsenteret i 44 lande i Europa, Nordamerika, Afrika, Asien og Oceanien.
Beijer Ref Denmark dækker over selskaberne H. Jessen Jürgensen A/S, BKF-Klima A/S, Armadan A/S samt Insulize A/S og har afdelinger i Ballerup, Aarhus og Kolding.
Kontakt
Thomas Dalsgaard
CEO, Beijer Ref Denmark
Email: tda@beijerref.dk
Tlf.: +45 5267 9766
Mette Palk Christensen,
Kommunikation og Marketing Manager
Email: mch@beijerref.dk
Tlf.: +45 5198 2061